Nye dæk

Min Quest XS og jeg har nu sammen tilbagelagt 13.520 km (jeg glemte vist at fejre 10.000 her). Det har sat diverse små spor på cyklen – det vigtige i denne omgang er, at det har givet et vist naturligt slid på dækkene. Faktisk er mine Marathon Plus fordæk blevet så slidte, at det ene nu er punkteret 2 gange på 2 uger. Det er uholdbart, og derfor har jeg nu monteret et sæt helt nye fordæk, naturligvis(?) også Marathon Plus.

Fraregnet de ca 600 km, jeg kørte med Kojak dæk (se historien), har vi altså kørt knap 13.000 km på et sæt dæk. Det er givetvist godkendt. De trængte også:

Nyt og gammelt dæk
Nyt og gammelt dæk

På det gamle dæk er det værd at bemærke det stykke flintesten, som til sidst var årsag til to sivepunkteringer og dermed direkte til udskiftningen af dækkene. Det sad dybt i gummiet og kunne ikke mærkes indefra. Man kan også se, at et nyt dæk er rundere i profilen end et slidt; der ryger noget slidbane undervejs…

Pudsigt nok var denne punktering ogsåvenstre fordæk, ligesom det skete med Kojak dækkene.

Da jeg kiggede dækkene nærmere efter, var de fyldt med små snit og sten:

Små snit i brugt dæk
Små snit i brugt dæk

Det ene havde et dybt snit (nederst i billedet) og et par steder, hvor man kan se det blå beskyttelseslag gennem slidbanen.

Stort dybt snit, og kig til det blå beskyttelseslag
Stort dybt snit, og kig til det blå beskyttelseslag

Bagdækket, også et Marathon Plus, er ikke nær så slidt. Det har heller ikke kørt helt så langt, for jeg havde en lang periode med Big Apple. Big Apple dækket er jeg punkteret med en enkelt gang, mens jeg ikke kan huske nogen punktering med Marathon Plus dækket.

Batteribøvl

Min Quest XS er udstyret med et Flevobike “12V” 6,7 Ah batteri. Det er genialt, og holder strøm i lang tid, selv om jeg altid kører med lys på.

Til gengæld er jeg ikke helt gode venner med indikatorlamperne. Jeg kan trykke på en knap, og så lyser 1-5 lysdioder op for at vise ladestanden på batteriet. Når det er friskt opladet, lyser alle 5 dioder, men der går ikke lang tid før der kun er 4. Fire dioder kan det til gengæld vise i lang tid, og 3 ligesådan. To dioder er noget hurtigere om at blive overstået, og det er nok på det tidspunkt jeg skal til at vænne mig til at få batteriet ladet op igen.

Når først batteriet når ned på kun at vise 1 lysdiodes ladestand, er det nemlig med at komme hjem og få ladet. Nu. I en fart. Afbryd turen og find en stikkontakt. Der er nemlig, i min erfaring (se 5000 km turen) under en halv times strøm tilbage, og lyset går ud helt uden varsel når batteriet synes at det er tid.

Som nødplan må jeg nok se om jeg kan have nogle små ekstralamper med – eller måske bare købe et batteri mere? Selv om det virker nogenlunde, er det nemlig ret træls at sidde med armen ud i det fri og forsøge at lyse vejen op med en mobiltelefon…