5 Mm

Eller, hvis man ikke er så stærk i SI-enheder: 5.000 km. Det er så langt min Quest XS har nået at køre (med mig i, naturligvis).Tærsklen blev næsten nået på vej hjem fra arbejde i dag, men der manglede lige knap 2 km. Dem var jeg så nødt – næsten tvunget – til at køre i aften, for jeg ville nå det!

Her er et lille billedebevis på “bedriften”:

Quest XS 86 har nu kørt 5000 km

Turen blev dog lige spændende nok. Jeg ville køre rundt om Hammer Bakker, men jeg var kun en lille km ude af Sulsted – på vej mod Grindsted – da batteriet gik dødt og lyset ud. Og solen var forlængst gået ned, så der blev pludseligt meget mørkt på vejen! Der var ikke andet at gøre end at stoppe og tænke lidt.

Jeg var næsten halvvejs, men jeg mente at der ville være bedre gadelysforhold ved at vende om, så det gjorde jeg. Og i skæret af mobiltelefonens fotolampe (“blitz”) trillede jeg så hjemover. Sådan en Samsung S4 giver faktisk et hæderligt lys; så når der ikke var biler der kunne blænde, kunne jeg stort set se at følge cykelstien langs rute 190. Det gik straks nemmere mellem Vestbjerg og Vodskov – vejen er bredere, der er midterstriber, og afmærkningsreflekser langs vejen.

Jeg kom hjem uden at komme i knibe – dog var venstre arm noget kold af at holde telefonen ude i fri luft. Det var vigtigt ikke at lyse for meget på selve Questen – det blænder nemlig – så telefonen skulle ud i strakt arm og lidt op. Og så skulle jeg sidde lidt mere op og kunne ikke have mine cykelbriller på, selv om de har klart glas.

Join the Conversation

1 Comment

Leave a comment